Af: Nicolai Ascanius (nj@bmf1.dk) d. 7/3 2025 klokken 10:03
F1 Academy serien (udelukkende for kvindelige racerekørere, red.) køres i syv weekender i 2025-sæsonen. I hver løbsweekend, vil der blive kørt 2 frie træninger, én kvalifikation og to løb. Løb 1 vil have en "reverse grid" for de otte hurtigste kørere. Løb 2 (hovedløbet) vil have startopstilling svarende til kvalifikationen.
Pointene vil også være forskellig fra Løb 1 til Løb 2. I Løb 1, gives 10 point for en sejr og der er point til top 8. I Løb 2 gives der 25 point for en sejr, med point til alle i top 10.
Competition manager i F1 Academy, Delphine Biscaye, udtaler: "Reverse grid er en fantastisk mulighed for de kørere der ofte kvalificerer sig på plads 5-8, at vise deres evner i fronten af feltet, og et podie eller en sejr kan være det som motiverer dem til at vise deres fulde potentiale"
Dermed er det også sagt at reglen hører til i talent-serierne hvor yngre kørere skal vise noget tidligt i deres karriere. Det er ikke noget vi skal forvente at se i Formel 1.
F1 Academy serien
F1 Academy stiller med 18 kørere i år, hvor danske Alba Larsen kører for MP Motorsport, sponsoreret af tøjmærket Tommy Hilfiger.