F1-ekspert: Straf til Haas er latterlig og skader sporten

Gary Anderson mener, at straffen til begge Haas-biler under Ungarns grandprix er latterlig og skader sporten. Efter hans mening skyldes det dumme og alt for komplicerede regler.

Ungarns Grand Prix 2020 . Copyright Haas F1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 20/7 2020 klokken 17:07

Lige før Ungarns grandprix skulle til at gå i gang, kørte Haas-bilerne i pit for at skifte til tørvejrsdæk, da banen var ved at tørre. Det gav både Kevin Magnussen og Romain Grosjean en fordel. Kevin var helt oppe på en reel 3. plads i løbet.

Men så kom den dårlige nyhed efter løbet: Begge Haas-biler fik en straf på 10 sekunder, fordi reglementet forbyder kommunikation mellem team og kører under opvarmningsomgangen, medmindre det er sikkerhedsrelevant.

Formel 1-eksperten og den tidligere Formel 1-designer Gary Anderson betegner staffen som "latterlig" og sætter i henhold til The Race spørgsmålstegn ved reglen: "Det er en åndssvag regel, der frarøver enhver muligheden for at skaffe sig en fordel. Det er absurd, især fordi det jo er det Formel 1 drejer sig om, nemlig konkurrence mellem de forskellige kørere og teams."

Straffen viser endnu engang, at Formel 1 er overreguleret, mener Anderson: "Denne regel drejer om ikke at give køreren anvisninger om, hvordan han varmer dækkene op eller at få den perfekte start, men en diskussion om forholdene [på banen] og dækstrategien bør være undtaget.“

Kevin Magnussen på Hungaroring sammen med sin personlige træner, Thomas JørgensenKevin Magnussen på Hungaroring sammen med sin personlige træner, Thomas Jørgensen
Copyright Haas F1


"Den logiske konsekvens af den regel må så være, at hvis man starter fra pitten – uanset grunden – så må teamet ikke tale med køreren, mens de andre kører deres opvarmningsomgang. Men det er jo foregået lige siden reglen blev indført i 2017, og det er aldrig blevet straffet,” påpeger Anderson.

AlphaTauri lod Daniil Kvyat køre en omgang på intermediates, før man skiftede til slicks – nok fordi man ville undgå en eventuel straf, mener Anderson.

"Men det er forkert. Vi taler om, at vi vil have gode løb, men vi har for mange dumme og for komplicerede regler, der ikke giver nogen mening.”

Den tidligere designer hos Jordan håber derfor, "at Formel 1 lærer af denne hændelse og ændrer reglerne", så løbene også bliver mere forståelige for tilskuerne, og man ikke skal sidde og vente på en eller anden afgørelse efter løbet.

"Hvis ikke, hvad er så meningen med at køre race – de [forskellige teams] kunne lige så godt bare få stewardsene til at udarbejde strategien for løbet på forhånd."

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ungarns GP Dagen Derpå Perez indrømmer at hans sæde er i fare »