Ingen opdateringer til Haas

I erkendelsen af den usikre, økonomiske situation i Formel 1 holder Haas F1 igen med større opdateringer til deres 2020-racer. Det udtaler teamchefen.

Vintertest 1 i Barcelona. Kevin Magnussen . Copyright Haas F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 18/6 2020 klokken 18:06

Hvis der er et team på F1-gridden, som ved noget om effekten af opdateringer - eller manglen på samme - så er det Haas F1.

Efter en lovende start på sidste sæson gik det nærmest synkront den modsatte vej for hver opdatering teamet foretog på VF19-modellen, og Haas endte på en skuffende næstsidsteplads i konstruktørmesterskabet.

Ifølge teamchef Günther Steiner agter teamet at drage nytte af denne dyrekøbte lære i, hvad der må kaldes resterne af 2020-sæsonen.

“For øjeblikket planlægger vi ikke nogen opdatering, før vi præcis ved, hvor vi er i forhold til vores budget og i forhold til performance under løbene,” oplyste Steiner i dag på en videokonference med flere medier.

“Vi bliver nødt til at være meget opmærksomme, for vi ved jo, at med færre løb og færre tilskuere, så falder indtjeningen.”

“Så indtil det står helt klart, er vi meget forsigtige.”

Australiens Grand Prix 2020. Günther SteinerGünther Steiner: Vi holder igen med opdateringer.
Copyright Haas F1


Efter Steiners mening vil det være direkte farligt at overforbruge lige nu for senere at konstatere, at indtjeningen blev mindre end forventet.

“Vi bliver nødt til at foretage beslutninger nu,” forklarede han. “Det værste ville være at bruge pengene nu og så ikke have penge til opdateringer senere.”

“Opdateringer giver sjældent alt det, du håber, så efter vores opfattelse er det ikke en nødvendighed at have dem. Vi har lært, at man kan gøre ret meget med den første bil.”

Herefter rammede Haas-chefen ind, hvad det primære mål for det amerikanske team vil være i 2020.

“For vores vedkommende handler det om at undgå fejl. Det vil blive afgørende. Og det er derfor vi har valgt denne vej og ikke risikere at planlægge noget, som vi senere ikke har råd til,” lød det fra Günther Steiner.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« McLaren overvejer også at sælge ud Rekord mange seere til Formel 1's virtuelle grandp »