• Forside

Webber lettet over at forlade Williams

Mark Webber er en glad mand i disse dage. I går kunne vi her på BMF1 offentliggøre, at australieren forlader Williams fra næste sæson for at køre for Red Bull Racing, og Webber glæder sig til at skulle køre i en bil med mere fart.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 9/8 2006 klokken 12:08

’Lettelse’ er det ord som Mark Webber bruger om sine følelser vedrørende det netop offentliggjorte skifte fra Williams til Red Bull Racing. Australieren har nu været hos det britiske team i næsten to sæsoner uden et gennembrud.

Oprindeligt var ambitionen, i det dengang BMW-bestykkede team, at kæmpe med om mesterskabet, men disse mål er der nu skruet voldsomt ned for. Da BMW Sauber F1 blev en realitet, måtte Williams skifte motorleverandør til Cosworth, og siden da har succesen været til at overskue.


Mark Webber i Williams.

I dag hører Sir Frank Williams hæderkronede F1 team til blandt griddens fattigste.

”Det er med en følelse af lettelse, at jeg forlader Williams,” udtaler Mark Webber til reportere i går, tirsdag. ”Jeg tror, at dette måtte ske.”

Nogle medier har spekuleret i, at Webbers skæbne først var endeligt beseglet, da Williams i slutningen af juli besluttede, at teamet ikke ville gøre brug af en option i kontrakten for at holde på australieren.

Dette afvises dog af sagens hovedperson, der overfor journalister oplyser, at han allerede inden løbet på Hockenheim var klar over, at et skifte til Red Bull var en realitet.

”Jeg er på vej til et team, der er i meget bedre økonomisk form. Bilen vil være konkurrencedygtig med en stærk motor og bakket op af et solidt budget,” siger Webber. ”Vi vil ikke vinde mesterskabet, så realistiske er vi dog, men vi kan få en stærk sæson, og det ser jeg virkelig frem til.


Mark Webber (th) hilser på sin nye holdkammerat hos Red Bull, David Coulthard. Jenson Button lytter på i midten.

”Red Bull ønsker at vinde, men om det vil ske næste år vil nok være for meget forlangt. Score point er det vi vil, og vi kunne ende i Top 5 næste år, hvilket i sig selv er en temmelig stor udfordring.”

Det var Webbers manager, Flavio Briatore, der orkestrerede skiftet til Red Bull.

”Det var før Hockenheim, at jeg vidste det blev Red Bull. Flavio sørgede for, at jeg fik det, jeg kunne forvente, og jeg vidste, at han ville tage sig pænt af mig. Han er en mand, der holder sit ord,” understreger Webber.

Webber lægger ikke skjul på, at det også handler om karrierepleje, når man som kører overvejer sit næste skifte i Formel 1.

”En Formel 1 karriere er kort, og det er vigtigt at få det bedste ud af hvert år. Det er meget skuffende, at det ikke fungerede i Grove (Williams’ hovedkvarter, red.), men den slags sker, og vi led alle, og gør i øvrigt stadig.”

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER