• Forside

Brawn og Alonso til Red Bull?

Velinformerede kilder tæt på Formel 1 udtaler, at den midlertidigt arbejdsløse, dobbelte verdensmester, Fernando Alonso, måske er på vej til Red Bull sammen med ingen ringere end Ferraris ferierende tekniske chef Ross Brawn.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 5/11 2007 klokken 00:11

Siden den dobbelte verdensmester Fernando Alonso blev enig med Ron Dennis om at forlade rederiet inden mere porcelæn blev smadret, har rygterne svirret lystigt. Hvor skal spanieren køre i 2008? Får han overhovedet et sæde? Og hvad med…?

Den britiske avis ’The Observer’ oplyser søndag, ifølge kilder tæt på Formel 1, at Alonso og Ferraris lystfiskende, nu tidligere tekniske direktør, Ross Brawn, angiveligt skulle være på vej til Red Bull som nyt super makkerpar.

Der har længe været gisnet om, at Brawn ville returnere til den sorte hingst, og briten har ved flere lejligheder selv udtalt, at dette ville være det mest logiske skidt – hvis han vender tilbage til sporten, vel at mærke.

David Coulthard og Felipe Massa kører om kap i pitten i Barcelona 2007. Hvilken af disse to biler sidder Alonso i, i 2008?

Men meget har ændret sig siden Brawn tog på fisketur på de syv have.

Ferrari har vist sig at klare sig fint uden Brawns tekniske snilde og strategiske genius, efter at Kimi Räikkönen for et par uger siden tog sin mesterskabstitel. Men der er også kommet en spionskandale på tværs.

Spionskandalen imellem McLaren og Ferrari har interessant nok en hovedrolleindehaver ved navn Nigel Stepney, og denne nu fyrede tekniske chef hos Ferrari er tilfældigvis en person, som Brawn altid har sat meget højt.

Det er derfor oplagt, at Brawn vil finde større udfordringer ved at løfte Red Bull op på Ferrari-niveau i fællesskab med Alonso, end at forsøge at holde momentum i et i forvejen succesfuldt italiensk Scuderia.

At hyre Brawn og Alonso som makkerpar koster kassen, ikke mindst med en Adrian Newey om bord, men mon ikke Dietrich Mateschitz lufter kreditkortet, hvis han bliver spurgt? Ubetalelig reklameværdi for Red Bulls energidrik venter i givet fald forude.

Som vi husker Alonso. Her er det fra kvalifikationen til Tyrkiets Grand Prix.

Men sikke konsekvenser dette puslespil indeholder. Midt i de hedeste timer under spionskandalen udtalte Ferraris præsident, Luca de Montezemolo, sig yderst positivt om Alonso og kaldte ham ”en ægte verdensmester i ethvert aspekt, en ekstraordinær kører.”

Mange mener, at disse roser er et udtryk for, at Ferrari vil have Alonso, hvis ikke i 2008, så i hvert fald for 2009. Godt nok har italienerne kontrakt med Felipe Massa indtil 2010, men skulle det vise sig, at Alonso vil til Maranello, bliver Massa ofret hurtigere end han kan nå at sige ”mamma mia”.

Red Bull planerne vil ødelægge Montezemolos drømme men bestemt også Mark Webbers og David Coulthards nattesøvn. Sidstnævnte har utvivlsomt selv bemærket, at han med sine 36 år er feltets ældste kører.

Det har dog hele tiden ligget i kortene, at Alonsos logiske valg er Renault, som ledes af spanierens egen manager Flavio Briatore. Alt er så at sige klappet og klar til yndlingens genkomst: teamet kender ham, han vil få al den opmærksomhed og kredit, som han har savnet hos McLaren efter sine 15 sejre for det blå-gule team.

Og i går aftes gav Briatore et lille hint om sine planer (eller drømme), da han udtalte. ”Jeg har præsenteret et fremtidigt projekt for Fernando.”

Renaults mekanikere venter på Alonso.

Samtidig afviste han, at dette blot ville være beskæftigelsesterapi for spanieren, inden han skal videre til Ferrari.

”Jeg ved, hvor meget han stadig kan give Renault. Men en aftale for kun ét år giver ingen mening, når projektet er programsat til at vare længere tid,” udtalte Briatore.

Champagnen er altså lagt på køl hos Renault.

Men uanset hvilken bil Alonso kommer til at køre i år, så står to ting hugget i marmor: En kommende kontrakt vil indeholde et ufravigeligt krav om, at spanieren skal have status som en ubestridt stjerne og nr. 1 i teamet.

Han skal nemlig ikke nyde noget efter sine oplevelser hos McLaren, hvor den største trussel kom fra egen garage og ikke fra Ferrari.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER