• Forside

Malaysias GP – Dagen derpå

Sæsonens andet Grand Prix i 2009-sæsonen blev i går afviklet på den 5.6 km lange Sepang-bane udenfor Kuala Lumpur. Vinderen blev Jenson Button, der efter 32 omgange lå forrest, men havde han også gjort dette, hvis alle 56 omgange var blevet kørt?

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 6/4 2009 klokken 10:04

Med kun en uge imellem årets første grand prix i Australien og det andet grand prix, der skulle afvikles i trykkende hede på den malaysiske asfalt, er der ikke meget man kan nå at udvikle på de tyve biler, der udgør årets grid.

Det betød, at Jenson Button, Rubens Barrichello og Brawn GP måtte påtage sig favoritrollen, da Brawn havde domineret i Australien. De fik dog hård kamp fredag i de to frie træninger, da Williams og Ferrari begge kørte rigtig stærkt under de frie træninger.

Kamp bagerst i feltet

Der skulle være drama på Sepang allerede før weekenden begyndte. Løbet i Australien sluttede jo med en tidsstraf til Jarno Trulli for at have overhalet verdensmester Lewis Hamilton under den afsluttende safetycarperiode. Det betød, at Jarno Trullis hårdt tilkæmpede podieplads blev vekslet til en pointløs 12. plads.

Lewis Hamilton gjorde sig selv til sorteper, da han kort efter det australske Grand Prixs afslutning udtalte til den amerikanske tv-station Speed TV, at han havde givet Jarno Trulli positionen tilbage efter ordre fra holdet, og kort tid efter stod han sammen med McLarens sportsdirektør Dave Ryan og fortalte en helt anden historie. Man skal dog ikke lyve overfor banens stewards, der fungerer som øverste juridiske myndighed i Grand Prix weekenden, og det blev opdaget et par dage senere.

Lewis Hamilton og McLaren blev taget i at lyve overfor de australske stewards

Med radiokommunikation mellem Jarno Trulli og Toyota, samt Lewis Hamilton og McLaren, som de primære beviser samt Lewis’ udtalelse til Speed TV holdt op mod forklaringen til de australske stewards og brugen af diverse artikler og paragraffer i det sportslige reglement, kunne Jarno Trulli igen indsættes på podiet. Lewis Hamilton blev samtidig diskvalificeret fra det australske Grand Prix, så de fem point han havde på kontoen blev i stedet vekslet til et stort nul og risikoen for sanktioner fra FIA og WMSC.

McLaren teamchef Martin Whitmarsh var hurtig til at suspendere Dave Ryan. En mand, som havde arbejdet for holdet i længere tid end Ron Dennis, og Lewis Hamilton indkaldte til pressekonference, hvor en brødebetynget brite fortalte det store presseopbud, at han ikke var en løgner, men at han som teamplayer gjorde, hvad holdet bad ham om. Den tidligere holdkammerat fra 2007 Fernando Alonso rystede bare på hovedet og tænkte tilbage på Ungarn 2007.

Toyota var glade for, at retfærdigheden skete fyldest, men samtidig var det skuffende for dem, at de ikke havde kunne fejre podieplaceringen i Australien, og først da Jarno Trulli blev genindsat på tredjepladsen frigav Toyota billederne fra podiet på deres presseside. Derfor bringer vi lige et billede af Jarno Trullis glæde fra podiet i Australien.

Jarno Trulli fik lov at blive på det australske podie

Tilbage til Sepang, hvor Brawn GP viste de første svaghedstegn. Rubens Barrichello måtte efter fredagens sidste træning skifte gearkassen i Brawn-raceren. Den nuværende gearkasse er blevet modificeret til at kunne bruges til Mercedes-motoren, og derfor kan den ikke klare de samme belastninger som en gearkasse bygget direkte til motoren kunne. Jenson Button fik også skiftet fjerdegearet i Australien, men da det kun var gearet og ikke hele gearkassen, der blev skiftet, så slap Jenson for straf. Det gjorde Rubens ikke, så han var garanteret en placeringsstraf efter kvalifikationen.

Lørdagens frie træning gav på ny håb om en spændende kamp om pole position. Top 3 efter lørdagens træning var Nico Rosberg i Williams, Mark Webber i Red Bull Racing og Kimi Räikkönen i Ferrari. Kvalifikationen var spændende, men hvad fan*** lavede Ferrari. Felipe Massa ude efter Q1 er jo en katastrofe for holdet, som bortset fra 2005 har kæmpet med om VM alle år siden 1997.

Q2 var som forventet, mens Q3 var rigtig spændende. Bortset fra Fernando Alonso, så lå alle kørere tæt i den sidste kvalifikationsperiode. Jenson Button har fået smag for at starte forrest, og han sluttede også på pole position, men det var Jarno Trulli, der blev den store positive overraskelse. Under en tiendedel skilte Toyota fra pole position.

Nick Heidfeld og Lewis Hamilton kæmper i regnen

Efter kvalifikationen blev Rubens Barrichello sendt fem og Sebastien Vettel ti placeringer tilbage. De forskellige bilers vægt blev offentliggjort, og selv om jeg ikke er tilhænger af offentliggørelsen af disse, da de fjerner noget af det strategiske element før løbet, så forklarer det jo samtidig, hvorfor visse biler er så hurtige, eller i Alonsos tilfælde så meget langsommere end konkurrenterne i Q3. Mere end 30 kg ekstra brændstof i forhold til kollegerne skal give udfald i langsommere tider.

Fernando Alonso med rygende dæk

Jeg er heller ikke den store tilhænger af at tække de europæiske tv-seere og så starte løbet flere timer senere lokal tid. Jeg tror ikke, at det havde gjort det helt store for seermængden, nærmere tværtimod at løbet var blevet afviklet klokken 14 lokal tid eller klokken 8 dansk tid. Jeg sad og var irriteret over, at jeg måtte vente til klokken 11 for at få lov at se race. De senere lokaltidspunkter gør også, at skumringen kan lægge sig over banen sidst i løbet, og det kan på samme måde forhindre en genoptagelse af løbet, som vi oplevede igår.

Selve løbet livekommenterer vi, så her vil jeg henvise til løbsrapporten, men ting som jeg lagde mærke til i løbet, og du som læser sandsynligvis også har bemærket vil jeg nu komme ind på.

Den første var Nico Rosbergs fantastiske start. At komme fra plads fire og slå først en lynhurtig Brawn og to KERS-monterede Toyotaer ned i første sving er fantastisk. Nico Rosberg var heller ikke den letteste bil på gridden, men det passer meget godt med at Williams er kendt for at bygge gode chassiser. Der skulle et pit stop til før Nico Rosberg gav føringen fra sig.

Starten på det malaysiske Grand Prix

Når man er langt nede i feltet, så prøver man ofte at vælge en alternativ strategi. En sådan så vi Ferrari benytte, da de mens banen stadig var tør, satte de fulde regnvejrsdæk på Kimi Räikkönen. En beslutning, som mange ikke forstår, men da Michael Schumacher kørte for Ferrari kaldte man den slags en genistreg. Igår mislykkede det, men Ferrari og Kimi Räikkönen ville have været dagens helte, hvis regnen var kommet kort efter pit stoppet. Dengang hed mesterstrategen dog Ross Brawn, og han styrer nu sit eget team.

Så i stedet kalder vi det for en katastrofe, at man laver sådan en fejl. Det ødelagde Kimis løb, og da det endelig begyndte at regne var dækkene færdige. Men tænk lige, hvis regnen var kommet, da Lewis Hamilton blev informeret af McLaren om, at regnen kun var ti minutter væk. Der kunne have stået Kimi på toppen af resultatlisten. Jeg vil gerne rose Ferrari for at tage en chance, hvor alle andre hold kørte sikkert.

Kimi Raïkkönen

Igår kunne den ikke betale sig, men en anden dag er det genistregen, der redder et dårligt løb.

Samtlige kørere skal også have ros for deres kørsel på banen. Der var ikke nogle direkte sammenstød mellem kørerne. Heikki Kovalainen spandt af i det femte sving på første omgang, og det er ikke tilfredsstillende for McLaren, men der var ingen kontakt med andre kørere.

Løbet stoppes på omgang 32

Ellers så var specielt Mark Webbers duel med Lewis Hamilton over flere omgange fantastisk. Hjul-til-hjul action er noget af det bedste. Fernando Alonso kritiserede KERS efter det australske Grand Prix. Det gav ikke den store effekt sagde han, mens Timo Glock bandede over Toyota pitradioen, at hver gang han kom tæt på den spanske kører, så fyrede han KERS af. I går så vi også, hvordan KERS sætter ekstra fart i bilen under acceleration.

KERS er udviklet efter amerikansk forbillede. I den nu nedlagte ChampCar serie havde man en push-to-pass knap, der hævede turbotrykket i et forudbestemt antal sekunder. Den skulle bruges til at hjælpe med overhalinger eller til at forsvare sin placering. Men det at den var tidsbestemt gjorde, at man skulle bruge den varsomt.

Pitten klokken 11.20 på Monza. Forestil dig samme scenarie på Sepang otte timer senere.

I Formel 1 er det 6.6 sekunder hver omgang, og på et tidspunkt når KERS sidder i alle biler, så ender man med en status quo. Det bliver nok ikke i år, men lade os få 150 hk mere i 2010, men kun i maksimalt 120 sekunder. Det vil give spænding i løbet.

Regnen kom jo som bekendt igår, og man valgte at stoppe løbet efter 32 omgange var blevet gennemført. Der var ikke rigtig nogen, der vidste hvad der skulle ske, men Mark Webber brugte tiden på at skabe fællesfront blandt kørerne. Det er for mørkt (ingen kørere har indtil videre udtalt sig positivt om skumringsløb), og selv om det ikke så så mørkt ud på tv, så kan alle fotografer fortælle, at man kan eksponere billederne lysere direkte på kameraet. Foto- som tvkamera. Det kan man ikke med kørernes øjne.

Top 3 på podiet i det malaysiske GP 2009

Jeg vil slutte denne Dagen derpå med en hot- og not-liste.

De tre "hotte"
- Jenson Button og Brawn for at tage to sejre i træk
- Toyota for at kæmpe med i front
- De tætte omgange mellem Lewis Hamilton og Mark Webber

De tre "notte"
- McLaren og den mistillid man vil nære til teamet i lang tid fremover.
- De sene skumringsløb, som gør ventetiden endnu længere før løbet afvikles, og som samtidig gør forsinkelser ekstra svære på grund af mørkets frembrud.
- McLaren og Ferrari for som obligatoriske VM-kombatanter at være så langt fra der, hvor det er sjovt.

Dagen derpå er et udtryk for skribentens mening, og skal ikke ses som en samlet stemme for hele BilMagasinet Formel 1.

BMF1 hoppede på Toro Rossos aprilsnar i onsdags. Så er det så meget mere tarveligt, når Jenson Button fredag åbenbarer en sådan dragt, der ligner den fra Toro Rossos aprilsnar.

Har du en mening til denne Dagen derpå, en nyhed vi har bragt eller bare noget du må ud med, så tøv ikke med at bruge BMF1 Facebookgruppen til dette.