Klumme: Egoistisk Button

Jenson Button er en vellidt mand i Formel 1. Han er relativ dygtig, uden på nogen måde at være den stærkeste, og der er ingen tvivl om, at hans karriere kører på det sidste, så hvorfor ikke bare gøre plads for Kevin, som Schumacher gjorde det for Massa i 2006?

Jenson Button . Copyright McLaren Media

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 8/12 2014 klokken 09:12

Efter 2006 sæsonen trak Michael Schumacher sig tilbage fra formel 1. Officielt fordi han var kørt træt i sporten.

Men det er efterfølgende kommet frem, at han ikke ville stå i vejen for Felipe Massas fremtid i Formel 1, en mand som Schumacher havde store forventninger til.

Massa var også tæt på at indfri Schumachers forventninger i 2008, men blev, så at sige, slået på stregen af Lewis Hamilton.

Nu har vi en situation hos McLaren, der på mange måder ligner den, der var hos Ferrari op til 2007 sæsonen, men Jenson Button holder fast i sit sæde til det sidste og truer på den måde en ung lovende kørers fremtid.

Ikke nok med at Jenson Button på denne måde hjælper McLaren med at trække pinen ud, det kan også ende med at blive en ydmygende afsked for briten, hvis han ikke får sædet.

Jenson Button har opnået alt, hvad han kan forvente at opnå i Formel 1. Fortsætter han hos McLaren i 2015 med Alonso som holdkammerat, vil han være degraderet til andenkører, uanset hvad McLaren vil melde ud officielt, hvilket næppe er den mest flatterende måde at slutte sin karriere af på.

Hvis Button derimod havde valgt at sige tak for denne gang på Monza eller i Singapore, havde han modtaget den hyldest, som han har fortjent, og alle McLarens fans ville have støttet både ham og holdet. Nu har han hjulpet holdet til en ”bad will”, som kun vil blive værre, hvis det ender med, at det er ham, der får sparket, frem for Magnussen.

Vi håber naturligvis på, at det er Kevin, der får lov til at blive. Ikke kun fordi han er dansker, men fordi han fortjener at blive i Formel 1, og fordi han er fremtidens mand for McLaren.
Lad os håbe på, at der snart kommer en udmelding fra McLaren.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Alonso: Svært at forlade Ferrari Koreas GP kan være rent fyld »