Formel E-chef: F1 kan ende som hestevædeløb

Formel E-chefen Alejandro Agag tror, at Formel 1 risikerer at miste forbindelsen til bilindustrien og ende som et nostalgisk levn fra en fjern fortid – som hestevædeløb på Klampenborg galopbane. Har han ret?

Ferrari . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 5/5 2020 klokken 10:05

Før eller siden bliver Formel 1 og Formel E nødt til at fusionere på den ene eller den anden måde. Det mener Alejandro Agag, der er chef for Formel E. Det udtaler han i podcasten „Current Affairs“ til Autosport.

Selv om Agag ikke tør hævde, at Formel E langfristet afløser Formel 1 som motorsportens kongeklasse, så går han alligevel ud fra, at bilindustriens fokus på elektrificeringen før eller siden vil føre til en markant ændring i Formel 1.

"Jeg har i lang tid sagt, at Formel E bliver den sport, der kommer til at repræsentere industrien", siger Agag. Efter hans mening har Formel 1 på sigt kun "tre muligheder":

For det første: En fusion mellem Formel 1 og Formel E, men "i øjeblikket kommer det ikke til at ske", understreger han. "Måske om et par år. Så ville Formel 1 være rent elektrisk."

"For det andet kan Formel 1 beslutte sig for at blive ved med at benytte forbrændingsmotorer, og de kan være ligeglade med relationen til bilindustrien. Det er også en mulighed. Hestevædeløb har heller ikke noget med bilindustrien at gøre – men der findes stadig hestevædeløb. Formel 1 ville i så fald være en sport uden forbindelse til industrien."

Formula E løbet i Long Beach - Long Beach ePrixFormula E løbet i Long Beach - Long Beach ePrix
Copyright FIA Images


Alejandro Agag mener, at Daimler, FIAT, Honda, Renault & co. kun er interesseret i motorsport, hvis der kan skabes en forbindelse til serieproduktionen af almindelige personbiler.

Selvfølgelig er det i orden at se Formel 1 som underholdning og markedsføring, selv om serien fortsat kører med forbrændingsmotorer – på trods af, at de fleste før eller siden vil køre i en bil med el-motor. Men de store bilkoncerner vil have svært ved at se den økonomiske og marketingstekniske idé med det.

Agag mener at have fat i den lange ende, for det er kun ham, som ejer FIA-licensen til en helt elektrisk global formel-serie.

En tredje mulighed ville være, at "Formel 1 venter indtil 2039 og sikrer licensen til en elektrisk drevet formel-serie, som vi har. Det er de tre muligheder, som Formel 1 har for fremtiden.“

Alejandro Agag, der egentlig er forretningsmand men kom til motorsporten via Flavio Briatore, går efter at indgå en aftale med Formel 1:

”Den første mulighed er en fusion eller en aftale – noget i den retning. Det ville være den bedste mulighed, og den jeg helst ville ønske mig.“

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Nyt kontrakttilbud til Vettel Alonsos fremtid på plads »