De færreste vil sikkert betragte en degradering som omsorg og personalepleje, men sådan ser Formel 1-teamet Red Bull på beslutningen om at rykke Liam Lawson ned i søsterteamet Racing Bulls (RB).
Efter at have gennemført 2024-sæsonens sidste seks løb hos RB, blev Liam Lawson ellers forfremmet til energidrikproducentens seniorhold Red Bull som Daniel Ricciardos afløser.
Kiwi-køreren blev dengang foretrukket som Sergio Perez' afløser på trods af, at Tsunoda, med en generelt stigende formkurve, havde kørt fire sæsoner for teamet.
Nu har Red Bull officielt meddelt, at Yuki Tsunoda skal køre for Red Bull fra og med Japans Grand Prix, mens Liam Lawson returnerer til Racing Bull efter en hård start på 2025-sæsonen.
Liam Lawson, Red Bull kører i 2025
Copyright Red Bull Contentpool
Ifølge teamchef Christian Horner skyldes beslutningen om Lawsons degradring ikke mindst hensynet til den unge kører.
"Det har været svært at se Liam kæmpe med RB21 i de første to løb, og derfor har vi i fællesskab taget beslutningen om at skifte tidligt," sagde Horner ifølge Red Bulls hjemmeside.
"Vi gik ind i 2025-sæsonen med to ambitioner, nemlig at bevare verdensmesterskabet for kørere og genvinde verdensmesterskabet for konstruktører, og dette er en rent sportslig beslutning."
"Vi erkender, at der er meget arbejde, der skal gøres med RB21, og Yukis erfaring vil vise sig at være meget gavnlig for at hjælpe med at udvikle den nuværende bil. Vi byder ham velkommen til teamet og ser frem til at se ham bag rattet i RB21."
Liam Lawson foran Gabriel Bortoleto. Kinas GP 2025
Copyright Red Bull Contentpool / Getty Images
"Vi har pligt til at beskytte og udvikle Liam, og sammen ser vi, at efter en så vanskelig start giver det mening at handle hurtigt, så Liam kan få erfaring, mens han fortsætter sin F1-karriere med Racing Bulls, et miljø og et team, som han kender meget godt," lød det fra Horner.
Allerede i kvalifikationen til sæsonåbneren i Australien startede det uheldigt for Lawson, som kvalificerede sig helt nede på P18. Bedre blev det ikke ved sprintløbet, hvor det blev til en sidsteplads i kvalifikationen og hovedløbet i Kinas GP i Shanghai.
Dertil kommer, at Lawson startede begge sine grandprixer for Red Bull fra pitlane, hvor den 23-årige rookie kørte galt under vanskelige og temmelig våde forhold i Melbourne. I Kina sluttede han på P12, hvilket ikke mindst skyldtes, at flere konkurrenter havde problemer samt at begge Ferrarier længerede oppe i feltet, inkl. Pierre Gasly i Alpine, blev diskvalificeret.
Som vanligt kan alt ske i Formel 1, og uagtet Horners personaleomsorg kan Lawson derfor ikke vide sig sikker. I kulissen står nemlig en utålmodig Willams-reservekører ved navn Franco Colapinto og tørster efter et sæde.